Fra gren til gren
Af LISBETH BONDE
En maler er et menneske, der har uddannet sig i maleri. Hvorfor han/hun er kommet til maleriet, kan have vidt forskellige årsager. Men omdrejningspunktet er en nysgerrighed over for det enorme mulighedsfelt, som maleriet tilbyder. Med den flydende maling, påført med fingrene, med penslen eller med spatelen, kan maleren fremstille visuelle verdener, som endnu ikke er set. Alt kan ske i maleriet, der for maleren er en projektionsflade for hans/hendes drømme og mareridt, oplevelser eller forestillinger, men det er samtidig et undersøgelsesfelt på linje med naturvidenskabsmandens forskningsobjekt. Det er blot i mindre grad afhængigt af systematik og fakta end naturvidenskaberne, som baserer deres resultater på målbare enheder som fx centimeter, gram og sekunder. Kunstneren interesserer sig tværtimod for den visuelle perception og har først og fremmest den subjektive sandhed for øje. Motivet skal virke, men det fordrer, at kunsten virker. At den når ind. Ikke desto mindre kan det videnskabelige laboratorium godt sammenlignes med atelieret, hvor nye metoder til at definere, præcisere og gestalte idéer eller visuelle indtryk afprøves, ligesom hypoteser testes i et laboratorium.
Hvis maleren hører til den efterhånden lille gruppe af kunstnere, som beskæftiger sig med at gengive motivet mimetisk – dvs. så tæt på virkeligheden som muligt – så er præcisionen i såvel detaljen som i helheden afgørende. Går vi tilbage til den danske guldalder i første halvdel af det 19. århundrede, var C.W. Eckersberg den danske kunstner, som mestrede den mimetiske virkelighedsfremstilling bedst. Men ikke sådan at forstå, at han gengav virkeligheden 1:1. Han søgte derimod efter et såkaldt grundbillede, som kunsthistorikeren Erik Fischer har betegnet som ”en ejendommelig blanding af filosofisk idealisme og eksperimentel, videnskabelig naturerkendelse”. Eckersberg prioriterede det harmoniske motiv, der skulle være i perfekt balance, fremfor at gengive virkeligheden i dens til tider kaotiske fremtrædelsesformer. Som en nøgtern romantiker prøvede han at afæske idéen bag naturfænomenerne. Hvert maleri var et forsøg på at forstå Guds store plan – og her var perspektivlæren et vigtigt redskab.
Bent Hedeby Sørensen er hverken romantiker eller mimetiker, men en samtidskunstner og en genuin konceptmaler, der fortløbende lader maleprocessen teste ideernes bæredygtighed. Han svinger sig fra gren til gren, når det gælder motiver og forskellige medier – senest videomediet, hvor han går i dialog med den italienske renæssancekunst, som han vækker chokerende til live med sine dobbelteksponeringer, der gør de ikoniske figurer bevægelige.
Hans værker samler sig i serier, der ofte er mange år undervejs. Skønt han arbejder konceptuelt, er Bent Hedeby Sørnsen samtidig en maler, som i høj grad giver sig hen til selve maleakten med den store nydelse og glæde, som den bereder ham: Og han kan male præcis, hvad han vil – fra portrætter og mennesker i helfigur til botaniske forekomster som grenværk og bark til veje, der leder vores blikke ind i billedets dyb. Den frihed har han opnået efter årtier ved staffeliet, da han hver gang forlanger det ultimative af sig selv. Utrætteligt og på stadig jagt efter ’sandheden’ og skønheden i al dens gru.
Bent Hedeby Sørensen voksede op på en gård i Jylland uden for Grindsted. Han er uddannet på Det Jyske Kunstakademi og på Grafisk Skole i Aarhus, men han tilbragte 1989-90, der var hans sidste studieår, i Istanbul, hvor han var indskrevet på Güzel Sanatlar Fakültesi, Kunstakademiet i Istanbul. Her fik han indblik i den orientalske ornamentiks skønhed. Da han også er matematisk begavet, fandt han det fascinerende, at man kunne regne sig frem til skønheden rent geometrisk ved at addere visse stiliserede former, så der opstod mønstre, der i øvrigt kan minde om de abstrakte ’all over paintings’, som vi kender fra det amerikanske efterkrigstidsmaleri. Dette maleri kan principielt brede sig langt ud over fladen. Den stiliserede, orientalske billedverden kan tilsvarende potentielt genereres og bredes ud over billedfladen i en uendelighedssløjfe.
Det gælder for Bent Hedeby Sørensen, at han skifter metode alt efter, hvad projektet fordrer af ham. En serie kan holde i flere år, indtil han har udtømt emnet og starter en ny. Han maler motiver, der pendler mellem et konkret-abstrakt formsprog og et fysiognomisk, fotorealistisk – mimetisk, om man vil. Motivet kan være ved at forsvinde eller komme til syne, som når han maler portrætter i en opart-stil, hvor ansigtstræk opstår via umærkelige forskydninger i de parallelle linjer. I en serie i cinemascope-format tilfører han en ny dimension til maleriet, men her medieret gennem foto-mediet. Det er ikoniske motiver, som han har hentet fra dystre kapitler af menneskehedens historie som fx Vietnamkrigen.
Gør det ham til en nutidig Eckersberg? Næppe, for som kunstner i det 21. århundrede ønsker han ikke at gå Eckersberg i bedene. I øvrigt kan man i dag anvende tekniske hjælpemidler, som ikke stod til rådighed på Eckersbergs tid – fx videokameraet, pc’en og fotoapparatet. Det sidste tages hyppigt i brug af Bent Hedeby Sørensen, der er en habil fotograf. Interessen for fotografi startede i hans ungdom. Han fotograferer for at finde egnede motiver, som han kan arbejde videre med i sit maleri. Han vil fortælle historier om livet i dag. Det kræver en anden tilgang end Eckersberg, der forsøgte at fastholde virkeligheden som uforanderlig og fanget af perspektivets stive blik, som om han kunne dæmme op for den samfundsmæssige omkalfatring, der vinkede forude med industrialismen.
Bent Hedeby Sørensens maleri ligger snarere i spændingsfeltet mellem fotorealismen og det abstrakte maleri. Spor efter Edward Hopper, Gerhard Richter og svenske Ola Billgren blander sig med indtryk helt tilbage til romantikken og symbolismen – men som nævnt også med den orientalske verdens ornament-maleri. Når Bent Hedeby Sørensen maler de nøgne, stynede poppelkroner – enten i glødende, gul-orange farver eller monokromt hvidt-i-hvidt, hvor grenværket hviskes frem og kun kan anes som en umærkelig fantomskygge – forenes alle hans bestræbelser i et sublimt udtryk.
Lisbeth Bonde, cand.mag,, kunstkritiker og forfatter
www.lisbethbonde.dk