Sverre Raffnsøe Katalogtekst “Ud over det flade landskab” Sophienholm 2003

Ud over det flade landskab, Sophienholm 2003

 

Sverre Raffnsøe – Professor i filosofi ved Handelshøjskolen i Københavntekste
I.

Blikket drages ind i det flade landskab. Ad de glatte skinner uendeligt mod
horisonten. Så vi kan forlade det nære fiskeperspektivs forvredne flygtighed for at
finde ro i det fjernes skarpe, hvilende konturer. Måske endda nå frem til at fortabe os
i det præcise forsvindingspunkt hinsides kimingen. Det fjerne er konstant i færd med
at blive det nære. Og det nære det fjerne.

Alligevel fanger billedets fastfrosne øjeblik os tydeligvis i hastig bevægelse den
anden vej. På vej væk. Bestandig videre. Ud af det flade landskab. Det fjerne og
faste der drager os nær idet det lokker blikket med sin overskuelighed og substans,
forsvinder dermed reelt bestandigt ud bag den horisont der flytter sig med os.

På vej hvorhen? Man kan føle en tilskyndelsen til at sige farvel til den evindelige
bagudrettethed for undtagelsesvis at se fremad. I fald vi vender os om, genfinder vi
imidlertid os selv i en lignende tilstand. Vi finder os konfronteret med et parallelt
scenarie, ikke det selvsamme, men et lignende.
II.

Landskabsmaleriet i den nuværende forstand er en genre der knytter sig til nyere og
moderne tid. Det hviler på den, ofte stiltiende, forudsætning at mennesket har sat sig
ud over og befriet sig fra sin egen indre humane og den ydre natur i en sådan grad
at naturen kan træde frem som et sceneri for os som vi er i stand til at betragte på
afstand og forestille os som et landskab. Landskabet som et billede bliver til i mødet
mellem natur og kultur. Og landskabsmaleriet vidner om at vi har hævet os
tilstrækkelig op over naturen til at nogen kan sætte den i ramme og repræsentere
den i et billede der står til rådighed for et frit betragtende subjekt.

Når mennesket har sat sig selv i scene som et subjekt for hvem en omverden af
genstande står til rådighed, kan det imidlertid også begynde at føle sig spærret inde
i sig selv: i sin kultur, sin civilisation og i det humane. I landskabsmaleriet står
dermed en række yderst vitale og prekære forhold på spil, nemlig relationerne
mellem subjekt og objekt, det humane og dets omverden, mellem civilisation, kultur
og natur.

I landskabsmaleriet repræsenteres naturen traditionelt som et billede der står til
vores rådighed. Landskabet bliver en flade. Heri melder der sig imidlertid samtidig
en drøm om at vende tilbage til og indgå i naturen, om at blive befriet fra vores egen
frihed. Fra den frigørelse fra naturen der bevirker at vi kan fornemme at hænge frit
og ubeskyttet i luften som et subjekt der er tomt og indholdsløst og ikke har nogen
grund under fødderne.

Fortabelsen er imidlertid ikke en realitet, men æstetisk. Var den nærværende som
en reel mulighed, ville vi rammes af panik ved udsigten til vores egen opløsning. Her
er den imidlertid blot til stede som forestillet og oplevet. Således bliver vi i stand til i
relativ sikkerhed at sætte os selv på spil som betragtende subjekt, og opleve en
udvidelse af selvet. Vi oplever den glæde at genvinde os selv på bestandig nye
måder.
III

Alt dette sættes implicit på spil i Ud ad det flade landskab, i billedernes bestemte
forskydning. Betragteren higer her efter at forlade sin bundethed til sit begrænsede
perspektiv og dets kortvarighed ved at forsvinde ind i billedets flade og finde sin
blivende plads i dens større sammenhæng. Men samtidig erfarer han umuligheden i
denne drøm: at han ikke kan forsvinde i det fjernes aperspektiviskhed, men
bestandig kastes tilbage til sin egen begrænsede subjektivitet og dens bevægelse.

Igennem gentagelsen af denne dynamik hvori det nære og det fjerne bestandig
skifter plads, opnår billedets flade og det flade landskab en næsten tidslig dybde.
Idet et betragtende og bagudskuende subjekt vender sig mod og spejler sig i sine
omgivelser for at erfare sig selv i dem og falde tilbage til sig selv, opstår en
uendelig refleksionsbevægelse. En evindelig selvspejling der irreversibelt bringer
det videre og gør det umuligt for det at vende tilbage. Ud over og hinsides det flade
landskab. Hvad enten det vil det eller ej, bevæger det betragtende subjekt sig
bestandig fremad mod nye horisonter som det endnu ikke har erkendt og som det
kun kan møde, idet det lader de tidligere bag sig.

Derved bliver de to malerier imidlertid også sært bevægende. De fremkalder
følelser af sorg og ufrihed. Ufrihed fordi betragteren møder sin egen bundethed til
og indespærring i sig selv. Og sorg over den tabte natur som det ikke lykkes ham at
indgå i og som han dermed mister. Idet han uddrives fra paradiset igen og igen. Men
også sorg over det som han hele tiden må lade bag sig og sige farvel til i den
evindelige ’historiske’ refleksionsbevægelse, i og omkring sig selv. Ud af det flade
landskab fremkalder imidlertid også en følelse af frihed. Den beskrevne bevægelse
indebærer ligeledes et opbrud fra de grænser som horisonten henviser til og som
truer med at begrænse og indespærre os. I stilstand og dermed også i sidste instans
i den død som lurer i maleriernes neutrale forsvindingspunkt. I Bent Hedeby
Sørensens billeder er den fastfrosne efterladte “nature morte” også bestandig i færd
med at genopstå.
IV.

Den begrænsede betragter bundet til evigt at vandre omkring, bestandigt videre,
møder stadig sig selv når han drager Gennem beboede områder. I dette rum
konfronteres han med fastfrosne øjebliksbilleder af omgivelser der står stille,
betragtet af et subjekt i bevægelse. Nu imidlertid snapshots af kulturlandskaber som
han ikke arbejder sig ud ad, men passerer forbi.

Han er, således som det også fremgår af de hastige strøg, den moderne rejsende
der allerede er passeret forbi åstedet i samme øjeblik som vi har set det. The
Passenger der bestandig forlader tid og sted og derved tildeler dem en flygtighed,
kun medbringende overfladiske erindringsstumper bagved hvilke man må nøjes med
at ane en ikke helt gennemskuelig virkelighed.

I sådanne billeder viser det sig, netop i afstanden til det fotografiske forlæg, at der
ikke er tale om en realistisk affotografering af realiteten, men om malerier der
fremhæver bestemte træk ved virkeligheden og dermed fremmaner en bestemt, ikke
kun fysisk realitet. Frem træder en betragter der er ramt af og dømt til en berusende
frihed i fart, men som også trues af melankoli. Idet han er i færd med at forlade
verden før den får betydning og den derfor truer med at falde fra hinanden omkring
ham og forfalde til en verden der består af tabte og døde ting. Fordi han er adskilt fra
dem og må lade sig nøje med at betragte på afstand. Således truer både det nære
og fjerne med at blive det fjerne.
V.

Hvor Bent Hedeby Sørensen tidligere har skildret naturen, bebyggelsen og endda
byen som landskab, så træder med Udkantsområde endelig havet frem som flade og
sceneri. Hermed bevæger vi os imidlertid samtidig ikke alene i udkanten af det
kendte landskab, men også på kanten af landskabskategorien. Havet træder frem
som et motiv der vanskeligt lader sig indfange og rumme. Og truer med at sprænge
rammerne.

En kun svagt oplyst nat erstatter den klare dag der mødte os i Ud af det flade
landskab. Og kunne vi dengang forlade tumulten i det nære for at finde ro og
tilhørsforhold i den fjerne horisonts klare konturer, så fortaber vi os igennem den
tilsvarende bevægelse her i det fjernes uklare omrids. Kun det nære står klart. Den
rejsende der drog Gennem beboede områder afløses nu af en stillestående
kontemplativ betragter. Denne iagttager et sceneri der forekommer langt mere mørkt
og rugende.

Denne betragteren synes at mindes hvorledes han selv befinder sig på kanten. Af en
natur som han ikke ville kunne bevæge sig ud i uden at stå i fare for at miste sig selv
og gå under. Med Udkantsområde synes det skønne landskab – som vi i det mindste
umiddelbart kunne forestille os at høre hjemme i – at bevæge sig i retning af det
sublime, mod en fremstilling af en natur som den menneskelige erkendelse kun
vanskeligt kan rumme og som truer det humane. Mødet med en sådan natur
bibringer os den tragiske erfaring at den menneskelige eksistens er hybris, et brud
på tilværelsens grundlæggende love. Derfor har den døgnfluens karakter, er dømt til
at vare kort, gå under for at afløses af andre af naturens skabninger.

En sådan erfaring er et dystert møde med vores nærværende død. Det er imidlertid
samtidig en erfaring der frigør os. Fra indespærringen i vores egen begrænsede
verden. I havets dunkle bølger finder vi ikke alene uhygge, men også en bevægelse
af hvilken verden bestandig genopstår og som vi kan overgive os til og lade os
omslutte af. Og som vi kan lade bevæger os.